I et velfærdssamfund som det danske er det vigtigt, at vi kan følge os trygge ved, at vi modtager den bedst mulige behandling, og at vi modtager den hurtigt. Det har nemlig stor betydning for succesraten. Derfor er der brug for en reel behandlingsgaranti på 30 dage, så vi har ret til at vælge en alternativ privat behandling, hvis der er for lang ventetid i det offentlige.
Vi har brug for et godt akutberedskab i hovedstaden og omegnen. I øjeblikket er svartiderne ved 1813 og 112 alt for lange. Det skal der laves om på, for det er vigtigt, at vi kan føle os trygge og har vished om, at hjælpen når frem i tide, hvis vi har brug for den. Vores akutbredskab på 112 og 1813 skal styrkes og have meget kortere svartid.
Der findes ingen sygdom, som slår flere danskere ihjel end kræft. Hver dag dør ca. 43 danskere af netop kræft. Vi har med årtiers investeringer i kræftområdet indhentet noget af det efterslæb, som vi havde til vores nordiske naboer, når det fx gælder overlevelsesrater, men vi er stadig ikke i mål. Vi skal sikre, at markant flere danskere overlever kræften. Vi skal have nem og hurtig adgang til kræftpakker og være bedre til at opdage kræften i tide.
Psykiatrien i Danmark halter enormt. Hver femte af os rammes i løbet af livet af psykisk sygdom. Jeg kæmper for, at fysisk og psykisk sygdom skal ligestilles. Psykiatrien har i mange år været underprioriteret, og der er et kæmpe efterslæb. Derfor skal vi hurtigst muligt have lavet en 10-årsplan for psykiatrien og givet den et eftertrykkeligt økonomisk løft.
Og så skal vi have et opgør med unødvendige dokumentationskrav, it-bøvl eller andet, som står i vejen for behandling, omsorg og pleje.